Om stedet

Det gamle, store poppeltræ, der troner majestætisk i nordøstlige hjørne af stedet hvor vi bor, har givet navn til Poppelhaven. Ligesom det har givet vores families efternavn – Poppelkvist.

 

Et navn, der opstod da Sarah og jeg skulle navngive vores ældste søn. Hvert år i starten af sommeren, særligt i blæsevejr, spreder det gamle poppeltræ sine frø, som mest af alt minder om små bomuldstotter, og leder tankerne på snevejr – lige dér midt i den blomstrende juni måned. For mig er det en ganske særlig naturoplevelse, som jeg tydeligt husker første gang, jeg oplevede.

​

Vi flyttede til Unnerud i april måned 2017, og lod haven stå det første år for at se, hvad der nu voksede frem. Jeg havde en kæmpe nysgerrighed på at opleve denne enorme og gamle have springe ud. Lade den udfolde sig for mine øjne for første gang. Se, hvad der mon dukkede op af mulden? Og så lige pludselig, en solskinsdag i juni måned med en let sommerbrise, var det snevejr. Dalende fra himlen mellem solens stråler kom fnuggene og spredte sig på haven. Jeg blev helt paf, og stod stille dér på græsset mens jeg så mig omkring. Fnuggende kom fra poppeltræet, og det blev starten til en tæt forbindelse  mellem mig og det gamle træ.

 

Det gav mig den første naturoplevelser, jeg husker, efter vi overtog vores idylliske gamle ejendom – og den ligeså idylliske og eventyrlige have. Vores familie har taget navn efter det. Selvfølgelig skulle det også give navn til Poppelhaven.